Virale kampagner på YouTube


Skrevet af Thomas Høgenhaven
Udgivet: 5. februar 2010

Når det virker

Hvis man som offentlig organisation har produceret en god kampagne, kan man vise den på andre måder end i OBS og dyre tv reklamer. Det har Suxes Safer Roads gjort og fået over 300.000 mennesker til at se denne video:

Her ser vi det velkendte budskab om brug af sikkerhedssele. I reklamen er de traditionelle skræmmekampagner dog udskiftet med et positivt budskab.

Fordelen ved at bruge YouTube som kampagnemedie er, at godt indhold ofte leder til gratis viral markedsføring. Mange tusinde mennesker har postet links til trafikkampagnen på deres blog, facebook eller twitter. Der er endda opstået så stort hype om reklamen, at den er blevet vist til borgere i 89 forskellige lande – og endda gratis på landsdækkende fransk tv.

Når det ikke virker

Men hvad der fungerer i den private sektor, kan ikke uden videre overføres til den offentlige. Visit Denmark fik store klø for en viral kampagne, som tilsynladende kom for langt væk fra stien, den offentlige sektor skal bevæge sig på. Til trods for, at videoen fungerede fint ud fra de virale regler, blev videoens budskabet tolket på en noget anden måde, end det nok var tiltænkt.

“I Wonderful Copenhagen talte man dog ikke gerne med pressen om videoen, og slet ikke om hvad hovedstadens egen turistorganisation siger til, at over en millioner mennesker verden over nu med egne øjne har set, at i København kan man drikke de smukke piger fulde og have ubeskyttet sex med dem i tryg forvisning om, at en graviditet hverken bliver et økonomisk eller moralsk problem for moderen eller barnet”, skrev Berlingske Tidende.


Offentlige kampagner kan derfor ikke nøjes med at overtage den virale kampagnemetode uden tanke for, hvordan budskabet eventuelt kan misforstås eller tolkes. Den store forskel består i, at private kampagner har et begrænset antal interessenter, mens offentlige har et utal. Særligt når man bevæger sig på den tynde linje mellem lummer humor og moralsk anstødelighed, kan det betale sig at vende blikket indad og granske sin offentlige kerne.

Jeg kan ikke lide denne postJeg kan godt lide denne post Brugervurdering: +3 af i alt 3 stemme(r)
Loading ... Loading ...

Kommentér artiklen hvis du har lyst